Vandrebog - Sprækker
i asfalten
Sprækker i
asfalten kan være gamle, og de kan være splinter nye. Sprækker kan forekomme de
mest mærkværdige steder på de mest forunderlige måder. Ingen kan sige, om en
lille sprække i asfalten er en god eller en dårlig ting, for på den ene side er
det en gene for omrejsende mennesker, mens det på den anden side jo egentlig
bare er moder natur, der bravt kæmper for sit liv. Tænk på et lille frø, der er
i stand til at tvinge sig igennem den ellers så massive struktur asfalt har. Er
det ikke fantastisk? Og har vi ikke alle sprækker i livets asfalt på en eller
anden måde? Nu tænker jeg ikke på kvindens kønsdele, nej, jeg forundrer mig
over de mere filosofiske, dybdegående sprækker. Sprækker i sjælen, sprækker i
personligheden, sprækker i bedømmelsen, sprækker i medmenneskelighed, og jeg
kunne blive ved… For hvem er egentlig foruden sprækker? Jeg vil påstå at sige
ingen – ingen er perfekt. Men er det ikke også det, der gør os alle så unikke
og smukke og destruktive på samme tid? Det som gør os i stand til at kreere
kunst og tænke abstrakt? Det som gør os i stand til at slå vores medmennesker
ihjel? Menneskesprækker skal man holde øje med – de små fine, de er ikke til
skade for nogen, men hvis en sprække går hen og vokser sig større og ødelægger
noget i et individ, så er det der, man skal tage sig i agt, for så er det ikke
til at vide, hvad der vil ske. Men sådan er det vel også med sprækker i
asfalten?
